30690558

”Du kan altså ikke bare skrive dig ud af alting, Anders”. Det jeg hører i røret er det af mig selv der altid vil sige mig noget tirsdag aften klokken tretten minutter i midnat. ”Selvfølgelig kan jeg da det. Hvis bare jeg får slæbt mig hen til tastaturet hver evig eneste dag, så ender det med at jeg får tændt en gnist der futter det hele af du!”. ”Nej, sådan fungerer det ikke med dig. Du har nemlig ikke nogle følelser med i det, ikke engang dig selv har du med. Og samtidig er du alt for bevidst om alting i det. Alt for bevidst, fuldstændig ligeglad. Jeg synes bare at du skal droppe det”. ”Synes du virkelig det? Jeg har altså brugt virkelig mange kræfter på det”. ”Ja, det ved jeg, men det kommer ikke til at ske for dig. Man kan ikke dyrke og forædle et talent når man intet har”. Jeg vægter ordene en stund, og indser at han ikke er til at hugge eller stikke i. ”Jeg tror nu alligevel at jeg vil skrive en bog”, siger jeg i et så henkastet tonefald som muligt. Men jeg kommer alligevel til at smække på så telefonens limningerne knaser og det hviner i persiennerne. Sådan er det hver tirsdag, desværre.